Tjenestevilkår for fabrikken.ai chatbot-platformen

Version 2026-08-10. Gældende fra offentliggørelsen.

1. Om disse vilkår

Disse tjenestevilkår ("Vilkårene") gælder mellem AIfabrikken ApS, CVR-nr. 45010694, Hammerensgade 1, 2., 1267 København K ("Fabrikken", "vi") og den virksomhed eller organisation ("Kunden", "I"), der opretter og anvender en chatbot på fabrikken.ai-platformen ("Tjenesten"). Tjenesten udbydes alene til erhvervsdrivende og offentlige organisationer — ikke til forbrugere. Vilkårene accepteres ved oprettelse (signup), hvor accepten registreres med version, tidspunkt og IP-adresse. Databehandleraftalen (DPA) udgør et bilag til og en integreret del af aftalen. For brug af vores almindelige website gælder særskilte website-vilkår.

2. Tjenesten

Tjenesten er en hosted AI-chatbot, der bygger på Kundens eget materiale: websites, som vi med Kundens tilladelse henter og indekserer, uploadede dokumenter og eventuelle cloud-kilder, som Kunden selv forbinder. Tjenesten omfatter et administrationspanel, automatiske genindlæsninger af kilderne (scans), en chat-widget til indlejring samt de funktioner, der fremgår af den valgte pakke og prislisten. Svar genereres med sprogmodeller på baggrund af det indekserede materiale (RAG).

3. Prøveperiode

Nye kunder kan afprøve Tjenesten gratis i 30 dage med begrænset vidensbase og forbrug (jf. prislisten). Efter prøveperiodens udløb overgår chatbotten til en stærkt begrænset tilstand, indtil Kunden vælger et abonnement. Kundens materiale slettes på anmodning. Vælger Kunden ikke et abonnement, slettes prøveperiodens data (vidensbase, samtaler og konfiguration) automatisk senest 90 dage efter prøveperiodens udløb, jf. DPA'ens pkt. 9.

4. Priser og betaling

Prisen består af et engangsbeløb for onboarding samt et løbende abonnement, der afhænger af valgt pakke (Intern eller Publikum) og vidensbase-størrelse (KB-bånd). Kunden vælger selv mellem månedlig og årlig fakturering og kan skifte faktureringsinterval. De til enhver tid gældende priser, lofter og inkluderede funktioner fremgår af prislisten på fabrikken.ai/priser, som udgør en del af aftalegrundlaget. Priser er ekskl. moms.

  • Betaling: Fakturaer forfalder 14 dage netto fra fakturadato. Ved forsinket betaling kan der pålægges rykkergebyrer og morarente efter rentelovens regler.
  • Skift af pakke eller bånd: Opgradering træder i kraft straks, og differencen opkræves forholdsmæssigt for resten af indeværende periode. Nedgradering får virkning fra næste faktureringsperiode.
  • Fornyelse og opsigelse: Abonnementet fornyes automatisk. Månedlige abonnementer kan opsiges til udgangen af en kalendermåned; årlige abonnementer kan opsiges med virkning fra næste fornyelse, dog senest 30 dage før fornyelsen, og fornyes ellers for 12 måneder ad gangen.
  • Prisregulering: Fabrikken kan regulere priserne én gang årligt med mindst 30 dages varsel, herunder som minimum i takt med udviklingen i nettoprisindekset fra Danmarks Statistik. Stigninger ud over indeksreguleringen behandles som en væsentlig ændring, jf. pkt. 14, og giver Kunden ret til at opsige aftalen til ændringens ikrafttræden.
  • Refusion: Ved Kundens opsigelse ydes ingen refusion for en påbegyndt faktureringsperiode. Opsiger Fabrikken aftalen uden Kundens misligholdelse, eller opsiger Kunden som følge af væsentlige ændringer til ugunst, refunderes forudbetalt vederlag forholdsmæssigt.

5. Kvoter og fair use

Tjenestens bånd og pakker indeholder lofter og fair use-grænser, der håndhæves teknisk:

  • Vidensbase-loft (antal tekststykker/chunks) pr. KB-bånd. Overskrides loftet, gives en frist på 30 dage til at reducere indholdet eller opgradere; herefter sættes ny indeksering på pause, mens den eksisterende chatbot fortsat virker.
  • Vejledende samtale-volumen pr. måned ("blødt loft"): overskridelse afbryder ikke Tjenesten, men kan udløse en dialog om rette bånd.
  • Et internt forbrugsværn mod unormalt højt sprogmodel-forbrug (misbrugsbeskyttelse). Rammes værnet, kontakter vi Kunden.
  • Antal manuelle scans pr. måned samt scan-frekvenser afhænger af KB-bånd, jf. prislisten.

6. Kundens materiale og indekseringstilladelse

Kunden giver Fabrikken ret til at hente, behandle og indeksere det materiale, Kunden angiver (websites, dokumenter, forbundne kilder), alene med det formål at levere Tjenesten til Kunden. Kunden indestår for at have de fornødne rettigheder til materialet — enten som ejer eller med tilladelse — og for at indekseringen ikke krænker tredjemands ophavsret eller det pågældende websites vilkår. Vores crawler respekterer robots.txt og identificerer sig med et produkt-token og en kontakt-URL.

7. Acceptabel brug

Tjenesten må ikke anvendes til at indeksere eller formidle ulovligt indhold, til at krænke tredjemands rettigheder, til at omgå kvoter eller tekniske begrænsninger eller på anden måde misbruge platformen. Videresalg eller sublicensering af Tjenesten kræver skriftlig aftale.

8. AI-genererede svar — forbehold

Chatbottens svar genereres automatisk af sprogmodeller på baggrund af Kundens materiale og kan være unøjagtige, ufuldstændige eller fejlfortolkede. Svar udgør ikke rådgivning. Kunden er ansvarlig for at informere sine slutbrugere om, at de taler med en AI (Tjenesten stiller samtykke- og forbeholdstekster til rådighed), og for ikke at anvende svar som eneste grundlag for væsentlige beslutninger.

9. Persondata og databehandleraftale

For personoplysninger i Kundens materiale og i slutbrugernes samtaler er Kunden dataansvarlig og Fabrikken databehandler. Parternes databehandleraftale (DPA) — herunder listen over underdatabehandlere — indgås som bilag til disse Vilkår og findes på fabrikken.ai/dpa. For oplysninger om Kundens egne kontaktpersoner (konto, fakturering, support) er Fabrikken selvstændigt dataansvarlig, jf. vores privatlivspolitik. Kundens data krypteres under transport og i hvile, jf. DPA'ens beskrivelse af de tekniske foranstaltninger.

10. Immaterielle rettigheder

Platformen, softwaren, designet og alt øvrigt materiale udviklet af Fabrikken tilhører AIfabrikken ApS eller vores licensgivere. Kundens materiale og den vidensbase, der opbygges af det, forbliver Kundens; Fabrikken opnår alene den brugsret, der er nødvendig for at levere Tjenesten. Ved aftalens ophør bortfalder begge parters brugsrettigheder.

11. Tilgængelighed og support

Vi tilstræber høj tilgængelighed, men garanterer ikke oppetid, og der ydes ingen SLA i prøveperioden. Planlagt vedligehold varsles i videst muligt omfang. Support ydes pr. e-mail inden for rimelig tid. Særskilte SLA-vilkår kan aftales for skræddersyede løsninger.

12. Suspension og ophør

Fabrikken kan suspendere Tjenesten helt eller delvist ved væsentlig misligholdelse, herunder brud på pkt. 6-7 eller manglende betaling efter påkrav. Ved aftalens ophør — uanset årsag — slettes Kundens vidensbase, samtaledata og øvrige kundedata i overensstemmelse med sletningsfristerne i DPA'ens pkt. 9. Kunden kan forud for sletning anmode om udlevering af sit materiale i et almindeligt anvendt format.

13. Ansvar

Tjenesten leveres, som den er og forefindes. Fabrikken er ikke ansvarlig for indirekte tab, herunder driftstab, tabt avance eller tab af data, og ikke for skade opstået ved Kundens eller slutbrugeres brug af AI-genererede svar, jf. pkt. 8. Fabrikkens samlede ansvar under aftalen er begrænset til det vederlag, Kunden har betalt i de seneste 12 måneder forud for det ansvarspådragende forhold; i prøveperioden og på gratis-planen er ansvaret således begrænset til 0 kr. Begrænsningerne gælder ikke ved forsæt eller grov uagtsomhed. Bøder efter GDPR bæres af den part, hvis overtrædelse har udløst bøden.

14. Ændringer af Vilkårene

Vi kan ændre Vilkårene med mindst 30 dages varsel pr. e-mail til Kundens administratorer. Fortsat brug efter ikrafttræden udgør accept. Væsentlige ændringer til ugunst for Kunden giver ret til at opsige aftalen til ændringens ikrafttræden. Den gældende version og dato fremgår altid øverst på denne side.

15. Lovvalg og værneting

Vilkårene er underlagt dansk ret. Tvister, der ikke kan løses i mindelighed, afgøres ved Københavns Byret. Vilkårene foreligger på dansk og engelsk; i tilfælde af uoverensstemmelse har den danske version forrang.